PRO klassen på Vesterdal
I PRO har du hver uge 15 timer Projekt & Event, 3 timer i et årsfag, du selv vælger, og 6 timer valgfag. Længere nede kan du udforske de årsfag og valgfag, du kan vælge imellem..
PRO er Vesterdals alternative 10. klasse. En projekt- og eventklasse for dig, der har lyst til at undersøge, skabe og sætte noget i gang.
I PRO handler undervisning ikke om at blive bedre til at gengive det, andre allerede ved. Den handler om at opdage, hvad der sker, når du får en idé – og faktisk gør noget ved den.
I PRO arbejder vi meget i forskellige projektforløb. Nogle varer få dage. Andre udvikler sig over længere tid. Fælles for dem er, at du ikke bare lærer om noget – du er med til at skabe det.
Du kan være med til at udvikle og afvikle events, opfinde produkter, der gør en forskel for andre, skabe oplevelser og installationer, der får mennesker til at stoppe op og tænke, eller bygge rum, der udfordrer sanserne og inviterer mennesker til at deltage. Det kan være et escape room, et sanserum, en lydinstallation eller noget helt fjerde.
For at kunne føre idéer ud i livet arbejder vi målrettet med forskellige værktøjer og udtryksformer. Du kommer blandt andet igennem forløb i film, lyd og podcast, grafisk design, skitsering og konstruktion i træ. Du lærer at fortælle historier, visualisere tanker, bygge rammer og finde den form, der passer bedst til det, du gerne vil skabe.
Du lærer at udvikle idéer, afprøve dem, ændre kurs og begynde forfra, når det er nødvendigt. At samarbejde, tage initiativ og turde vise noget frem, før det er helt færdigt.
Der vil være dage, hvor det hele spiller. Dage med grin, energi og følelsen af, at noget lykkes. Og dage, hvor planerne ændrer sig, idéerne skal justeres, og man må prøve igen. Det er også en del af processen.
PRO er ikke en genvej gennem 10. klasse. Det er et år med højt til loftet, store ambitioner og plads til at tænke anderledes.
Et år for dig, der gerne vil sætte noget i gang.
I PRO har du hver uge 15 timer Projekt & Event, 3 timer i et årsfag, du selv vælger, og 6 timer valgfag. Herunder kan du udforske de årsfag og valgfag, du kan vælge imellem…
I PRO skal du vælge 1 årsfag
I PRO består dit grundskema af 15 timer PRO og 3 timer i det årsfag, du vælger. Dertil kommer 8 valgfag, som du sammensætter i løbet af året.
I PRO skal du vælge 8 valgfag
På Vesterdal har vi valgfag sammen, på tværs af alle klasserne. Alle elever har otte valgfag på et år. Du vælger selv dine valgfag, og du vælger dem løbende henover året.