Regler for
vesterdal &
fællesskabet
På Vesterdal er vi rigtig mange, der skal have en hverdag til at fungere sammen. En hverdag, som vi ønsker, skal være fyldt med fællesskab, tryghed og tillid. En hverdag hvor vi passer på hinanden… og netop derfor har vi regler. Vi har ikke mange, men dem vi har, skal hjælpe os alle til et godt sammenhold og en god og tryg hverdag – og ikke mindst til at skabe rum til masser af stjernestunder.
- Vi skal opføre os ordentligt, respektfuldt og ansvarligt overfor hinanden
- Vesterdal er en ikke-ryger skole (e-cigaretter, snus & lign. er heller ikke tilladt)
- Der er mødepligt til undervisningen, fællesarrangementer, de daglige praktiske gøremål og de tre store måltider
- Det er forbudt at være påvirket af, nyde eller være i besiddelse af alkohol, hash, lattergas eller andre euforiserende stoffer
- Seksuelt samkvem er ikke tilladt
- Du skal være i dit hus fra 21.45 til 7.00, medmindre andet er aftalt med skolen
Overtrædelse af skolens regler kan medføre bortvisning fra Vesterdal. Og skulle du være i tvivl, så gælder samfundets øvrige love selvfølgelig også på Vesterdal.
Du er selv ansvarlig for tiden, så lær klokken – for vi har mange ure med visere.
Du skal rydde op efter dig selv, på den måde slipper du også for at rydde op efter andre.
Dine ting er dine ting – og andres ting er ikke dine ting.
Du må gerne forlade skolen i pauserne og fritiden, når bare du skriver dig på udgangslisten.
Vesterdal er mobilfri de første fire uger af skoleåret, samt udenfor eget elevhus resten af skoleåret – medmindre der periodevis er givet dispensation til at have sin telefon på sig af kontaktlærer, eller af faglærer i forbindelse med en given undervisningssituation. Man må dog gerne tage sin telefon med sig, hvis man forlader skolen i pauserne eller fritiden.
Din familie, dine venner og tidligere elever er altid velkomne til at besøge skolen, og det er alle andre også, de skal blot melde deres ankomst til skolen først. Og skolens regler gælder selvfølgelig for alle besøgende.
Med kærlighed og sund fornuft kommer man rigtig langt

Melodi: Fy Fy Skamme Skamme
må man andres sukker tage
må man lyve, må man snyde
for at få en ekstra kage
må man tage sine møbler ud
og der dem efterlade
må man sygesengen skippe
for at cykle ned og bade
Næ næ næ næ næ det må vi ikke,
fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt – men hva må vi så?
2. Må man klippe folk for penge
må man tisse i håndvasken
må man snuse, må man booze
må man glemme skoletasken
må man vandre rundt i ‘søvne’
og hinandens lagner dele
må man bli’e væk om morgenen
og skide på det hele
Næ næ næ næ næ det må vi ikke,
fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt – men hva må vi så?
3. Må man låne køkkenets kopper
må man kaste rundt med frugter
må man tagge, må man slacke
må man skide så det lugter
må man hænge i gardinet
og løbe rundt om natten
må man spise alle bollerne
og få den i fregatten?
Næ næ næ næ næ det må vi ikke,
fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt – men hva må vi så?
4. Må vi dyrke relationer
må vi fællesskabet hylde
må vi kaste os i bølgen blå
må vi lugte lidt af gylde
må vi lege må vi danse
må vi rejse os fra stolen
må vi rydde op og kramme løs
og bruge hele skolen?
Ja ja ja ja ja det må vi gerne
næ sikke fint fint ja ja meget det blir
stort stort klap klap fint fint flot flot
det var godt – nå det må vi godt.