Musik og sang
Musik og sang på Vesterdal
Du kan fylde skemaet med musik og sang. Eller bare synge med, når vi samles.
I løbet af året kan du vælge mellem mange forskellige valgfag inden for musik og sang. Nogle handler om at spille sammen. Om en genre, et udtryk eller et koncept, I undersøger i fællesskab. Andre går tættere på dig og det, du gerne vil blive bedre til.
Læs om de forskellige valgfag inden for musik og sang herunder.
Valgfag
Sammenspil for øvede er for øvede, så det forventes, at du har spillet nogle år på dit instrument.
På dette sammenspilshold kommer vi til at arbejde med mange forskellige genrer; pop, soul, funk, R&B mm., og vi vil have et særligt fokus på at blive sammenspillet som band. Vi skal derfor arbejde med elementer som fælles puls, timing, dynamik, solospil mv. – og ikke mindst med hvordan vi giver numrene nerve og personligt udtryk, så musikken kommer ud over scenekanten.
Forløbet afsluttes med en koncert for de andre på skolen. Og hvem ved – måske finder du på sammenspilsholdet andre, der deler samme interesse for musik som dig, og som du også gerne vil spille sammen med i fritiden på Vesterdal.
Nu har du chancen for at prøve at spille i band sammen med andre – også selvom du ikke har øvet dig 10.000 timer på dit instrument. I begyndersammenspil vil numrene være simple og lette at gå til. Til at starte med er det vigtigst, at vi har det skidesjovt – så må vi se, om vi også kan få det til at lyde godt hen ad vejen. Det forventes ikke, at du kan en helt masse på dit instrument, men til gengæld skal du være indstillet på, at det kommer til at kræve øvning – også uden for undervisningen.
Forløbet afsluttes med en koncert. Om det bliver på Vesterdal eller Roskilde, det må tiden vise.
I musikturné skal vi bygge op til en to-dages musikturné, hvor vi skal spille i alt seks koncerter på fri- og efterskoler på Fyn. Vi skal i fællesskab have udvalgt en set-liste og have gennemøvet vores repertoire, inden vi sætter os i tourbussen og tager afsted. Vores musikalske omdrejningspunkt finder vi frem til i fællesskab – og vi skal nok forbi lidt forskellige genrer, før vi finder ud af, hvad der fungerer bedst for lige netop os.
Musikturné er for alle, der kan spille og/eller synge – ikke for nybegyndere. Numrene vil være teknisk og musikalsk udfordrende for alle, så det er en fordel, hvis du er dygtig på dit instrument eller en god sanger(inde)… Og alle instrumenter er velkomne.
Er du god til at spille musik eller synge, og vil du gerne udfordres og blive bedre til at spille sammen med andre… og har du samtidigt lyst til at lære nye stilarter at kende, så er det her valgfaget for dig. I neo soul og acid jazz skal vi bygge op til en to-dages musikturné, hvor vi skal spille i alt seks koncerter på fri- og efterskoler på Fyn.
Vi skal spille smækre pop-melodier med jazzede akkorder og et funky groove – ægte følt soul krydret med lidt R&B og hiphop, tilsat lækkert kor og svedige blæserriffs. Vi skal kæle for de små detaljer og den lækre lyd… Intet mindre!
Neo Soul er musik fra sidste halvdel af 90’erne og 00’erne, som en udvikling af soul og moderne R&B. Musikken har stærke rødder i 60’ernes soul og tydelig inspiration fra kunstnere som Marvin Gaye og Stevie Wonder, men er mere moderne i lyden og henter elementer fra både jazz, funk, hiphop og pop.
Acid Jazz er lidt mere up-tempo og dansevenligt musik, der kom frem på klubberne i England i 80’erne og 90’erne. Acid-jazzen er en blanding af funk, hiphop og jazz med inspiration fra både soul, house og disco.
I sangskriverværksted retter vi fokus mod unplugged musik og singer-songwriter genren. Vi skal lave og spille vores egne fortolkninger af kendte numre, men vi skal også skrive vores egne numre. De færdige numre skal vi indspille og mixe på computer og i skolens lydstudie. Den tekniske del i studiet tager vi helt fra scratch, så det er ikke et krav, at du kender til denne del i forvejen. Til gengæld forventes det, at du kan spille og/eller synge lidt i forvejen – og selvfølgelig at du er frisk på at eksperimentere med musikken og på at kaste dig ud i at skrive dine egne sange.
I rock band skal vi på en rejse igennem rockens historie og prøve kræfter med mange af de store rocklegenders ikoniske numre. Udover at lære numrene, kigger vi også på, hvad der har gjort, at det er lige netop disse numre, der er blevet udødeliggjort.
Vi skal naturligvis slutte af med et brag af en rockkoncert, og et godt rockband sørger for, at det ikke går stille for sig – hverken på scenen eller foran scenen.
Hvert forår samarbejder alle skolens elever om årets store forestilling; vores musikteater. Og ‘musikteater band’ er selvfølgelig bandet til musikteateret.
Et musikteater kræver et stærkt liveband, der kan spille nærmest alle tænkelige genrer. Her er tale om teknisk udfordrende arrangementer, og vi bruger mange øvetimer på at perfektionere alle de små lækre detaljer i musikken. I musikteater band vil du få et helt unikt indblik i, hvad det vil sige at være sessionmusiker… Det ene øjeblik skal du måske spille et hårdtslående elektro-rocknummer og umiddelbart derefter gå over i en øm akustisk ballade.
Hvert forår samarbejder alle skolens elever om årets store forestilling; vores musikteater. En forestilling med både skuespil, musik, dans og multimedier. Forestillingen vil indeholde 10-12 forskellige sange, og der skal selvfølgelig være nogle gode sangere til at fortolke og performe de sange, der er i stykket.
Sangholdet skal dels være solister på de forskellige sange – men også synge kor. Sangene bliver arrangeret med 3-5 korstemmer og skiftende solister. Arrangementerne vil være både krævende og udfordrende, og vi kommer til at bruge mange øvetimer på at perfektionere korets klang og personlige udtryk.
Der vil også være mulighed for, at du som solist skal ud på scenen og synge – enten helt alene eller i duet med en anden sanger, og det kan også være, at hele koret skal frem i rampelyset flere gange under forestillingen.
Til vores årlige musikfestival på Vesterdal kommer der ca. 1000 mennesker, og det kræver noget at et band at sparke gang i så stort et publikum. Derfor skal vi i fællesskab finde frem til et repertoire, vi mener, der kan sparke gang i årets festival. Der skal power og energi i musikken, og det skal der naturligvis også i vores sceneshow.
Vesterdal festival sammenspilsholdet er for alle, der kan spille og/eller synge i forvejen. Numrene vil være teknisk og musikalsk udfordrende for alle – så det er en fordel, hvis du er dygtig på dit instrument eller en god sanger(inde).
I make it funky skal vi bygge op til at spille på vores årlige musikfestival på Vesterdal – Vesterdal Festival, hvor der kommer ca. 1000 mennesker. Vi skal skabe en fest foran den store scene, spille funk og glad musik, der appellerer til dansefødderne – med inspiration fra kunstnere som James Brown, Tower of Power og Prince… Og så vi tager måske også nogle lidt nyere pop- eller rocknumre og laver dem om til vores egne funky versioner.
Sammenspilsholdet er for alle, der kan spille og/eller synge i forvejen. Og så skal der selvfølgelig være en god blæsersektion – så alle der spiller trompet, trombone eller sax er særligt velkomne. Numrene vil være teknisk og musikalsk udfordrende for alle, så det er en fordel, hvis du er dygtig på dit instrument eller en god sanger(inde).
Vesterdal Festival
Hvert år i maj bliver Vesterdal forvandlet til en festivalplads.
Her samles omkring 1000 efterskoleelever til en dag med musik, performance, boder, kunst og fællesskab. På scenerne spiller skolens sammenspilshold, fritidsbands og solister —-og rundt omkring på pladsen er der liv, lyd og festivalstemning.
Du kan stå på scenen. Du kan danse foran den.
Det vigtigste er, at du er med.
Hverdagen er fyldt med musik
På Vesterdal er musik og sang en del af hverdagen. I undervisningen, i fritiden, i øvelokalerne, i studiet, ved flyglet og på scenen.
Nogle valgfag handler om sammenspil og fælles udtryk. Andre giver dig mulighed for at dygtiggøre dig personligt. Måske har du spillet i mange år. Måske har du aldrig rørt en guitar. Men måske er det her, du finder modet til at synge højt, stille dig på scenen eller trykke den af foran et publikum.